Høst af forårshonning

Høst af forårshonningen

Først et par billeder af bigården, som den ser ud lige nu

Lige nu har vi seks bifamilier – hver bifamilie bor i en af ‘stakkene’.

Dvs i stakken på billedet her til venstre er der een familie. En familie består af en dronning, nogle hundreder droner, og nogle tusinder arbejderbier.

Dronningen huserer i den nederste af kasserne. Her lægger hun æg, der bliver til larver, der bliver til voksne bier.

I de to øverste kasser gemmer bierne honningen, Når man høster honningen tager man tavlerne fra de øverste kasser af, og bærer dem ind i slyngerummet. Det er nemmest, hvis der ikke er alt for mange bier i kasserne – de har en ide om at de ikke synes. at man skal tage deres honning.

Derfor monterer man en såkaldt bitømmer i stadet. En bitømmer er en envejs-sluse, som monteres på en plade imellem kasserne i stadet. Den monteres så bierne kun kan gå ned, og ikke op.

Efter et par dage er alle bier (nåja, næsten alle bier) gået ned, og man kan fjerne tavlerne med honning.

 

Bierne beskytter honningen med et tyndt lag voks, så det næste trin er, at man skræller voksen af tavlen med en skrællegaffel, inden tavlen kommer ned i slyngen.

 

Så sættes slyngen i gang, og honningen centrifugeres ud af tavlen.

 

Nu kan det gule guld tappes fra slyngen og sies.

 

 

 

 

 

Ved siningen fjernes voksrester og andre urenheder fra den færdige honning, og så er den sådan set klar til brug og man er færdig… – altså bortset fra al rengøringen og oprydningen.

 

 

 

 

 

 

 

Nyslynget honning

Så lige nu har vi et par spande med nyslynget honning.

En af de sjove ting er, at vi i år har prøvet på at holde tingene lidt adskilt, så vi ved, hvilken spand honning, der stammer fra hvilket stade.

Lidt af det er kommet over i disse to fine gamle honningkrukker. Den mørke krukke indeholder honning fra stade nummer 3, og den lyse indeholder honning fra stade 4 og 5.

Når man smager og dufter honningen er det meget tydeligt, at der er stor forskel – honningen i den lyse krukke er rigtig mild, mens honningen i den mørke krukke er langt mere krydret i duft og smag. Begge smager fantastisk, men det er sjovt at bierne har lavet noget som er så forskelligt!

Og hvad kan man så bruge honningen til??

Efter et stykke tid vil honningen krystallisere, og hvis man ellers rører den rigtigt (måske mere om det en anden dag), kan man om et stykke tid få en fin og fast, smørbar honning, som selvfølgelig er praktisk, når/hvis man vil have sig en honningmad.

Men lige nu er den altså flydende og rigtig, rigtig lækker. Indtil videre har vi ikke nået at spise så meget honning, og det er jo også en større opgave, når den findes i spandevis. Men det er jo jordbærsæson, så jeg vil slutte af med et billede af en lækkerbisken – velfortjent efter en lang dags arbejde!