Så er der honning

Status over sæsonen.

Honningen er høstet, og det er på tide at gøre status over sæsonen. Et koldt forår gjorde, at bierne havde lidt svært ved at komme i gang, og høsten af forårshonning blev forholdsvis begrænset. Sommeren var heller ikke noget at skrive hjem om, men alligevel lykkedes det bierne at finde noget nektar derude, så det gik lidt bedre i sensommeren, og nu er kælderen fyldt op. Så vi regner med at skulle på marked igen, når det bliver forår.

Og så kan man jo altid kigge forbi hos os, hvis man kommer i honningunderskud! Lige i skrivende øjeblik (3/9-2017) har vi både flydende og fast honning, men den flydende er snart udsolgt.

Fra kælderen – der er honning på lager

 

Vi startede ud med syv bistader i foråret, men måtte slå to familier sammen, da der var en dronning, der ikke klarede vinteren. Det var såmænd også rigeligt at have seks stader at passe henover sommeren.

Alligevel blev der  på magisk vis lidt mere at passe henover sommeren – der var jo plads til det – sådan næsten. Det er åbenbart svært for nogen at begrænse sig. Der blev også for første gang lavet og parret dronninger, og det var et rigtig sjovt projekt, så mon ikke det sker igen næste år – nu må vi se.

Vi prøver at vælge dronninger til avl, der giver fredelige familier – det er det eneste rigtige, når vi har bierne i et villakvarter. Det betyder desværre også, at vi ind imellem må skifte dronninger ud, hvis de viser sig at være for hidsige – også selv om vi grundlæggende ikke kan lide det (det er ikke sjovt at mase en dronning og føles også forkert), og det i øvrigt også nogle gange går ud over dronninger, der har givet et fantastisk udbytte. Det gør jo også bierne lidt nemmere at passe, når de ikke er for hidsige – og færre stik til biavleren!

Her ses bierne i færd med at passe en dronningcelle.

En dronning er på en tavle i et parringsstade. Dronningen har fået en gul plet i nakken, så hun er nem at finde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og så er det jo altid en fryd at gå en tur i haven og kigge på ‘blomsterne og bierne’. Vi har haven fuld af selvsået vild merian. Hvert år tænker vi, at det jo nærmest opfører sig som ukrudt, og at vi egentlig burde bekæmpe dem,. Men både vores bier og de vilde humlebier elsker dem, så hvert år får de lov til at stå. Bare til de er afblomstret og bare i år…

Bi i vild merian. Bemærk, de gule klumper af pollen på bien. Der er både nektar og pollen i at hente for bierne – og de elsker det!

Den vilde merian spreder sig i vores krydderurtebed. Rigtigt sted, men måske mængden er lidt overdrevet!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bierne holder også rigtig meget af de selvsåede bonderoser.

 

Nu er vi så nået til det punkt, hvor vi varroabehandler og indvintrer bierne.
Det sker ved først at give dem en behandling med myresyre. Myresyren slår den varroamide, der er en trussel mod honningbierne ihjel, men lader (de fleste) bier overleve. Miden er indvandret fra asien, og dens tilstedeværelse betyder faktisk, at honningbierne ikke kan overleve vildt i naturen her i landet mere. En ubehandlet familie vil bryde sammen i løbet af tre-fire år. Derfor behandler biavlere bierne for at slippe af med miderne.
Bierne får også sukkervand til erstatning for den honning, vi har taget fra dem i sommerens løb. I løbet af efteråret vil bierne samles i en klynge omkring dronningen og vil gennem vinteren holde varmen ved at forbrænde det honning/sukker, der er oplagret i stadet.

Og så er sæsonen forbi – vinteren går med at rengøre magasinkasser og ordne rammer, så vi er klar til næste forår.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *